Mange danske investorer finder det naturligt at holde sig til det danske børsmarked. I I&T finder vi det for snævert og for konkurrencepræget, og det er en af grundene til, at vi gennem mange år også har investeret i virksomheder på de øvrige nordiske markeder. Afstanden er ikke stor – hverken fysisk eller mentalt – og der findes mange og mere interessante alternativer, som ikke eksisterer på det danske marked.
Specielt det svenske aktiemarked er ganske velfungerende med fem gange så mange børsnoterede selskaber end i Danmark, lige som strømmen af nye virksomheder til børsen er langt større end herhjemme. Det skyldes, at virksomhederne og deres ejere i Sverige i langt højere grad anvender børsen.
Følg de store familier
Blandt andet har de store svenske industrifamilier i modsætning til i Danmark ofte deres interesser noteret. Lundberg-familien har fx noteret deres selskaber, Lundbergföretagen og Industrivärden, og familien Wallenberg har noteret Investor. Familierne er kendetegnet ved, at de spreder risikoen ud på flere selskaber, brancher osv. – og placeringer i Industrivärden og Investor giver da også en god risikospredning på en lang række underliggende børsnoterede virksomheder, men også på unoterede i Investors tilfælde. De to investeringsselskaber kan erhverves med en fornuftig rabat, og familierne har vist, at der arbejdes for en langsigtet værdiskabelse. Det understøtter de historiske afkast.
Spredning på flere brancher
Det nordiske investeringsunivers sikrer også en større branchespredning. Det danske aktiemarked karakteriseres ofte af indtjeningsstabile virksomheder som Novo, Chr. Hansen, Coloplast og Carlsberg, mens Sverige er kendt for mere cykliske aktier som Volvo, Atlas Copco og ABB. Tilsvarende ser man andre brancher i Norge som shipping og olieservice. En porteføljekombination fra disse markeder giver mulighed for at vælge de stærkeste virksomheder inden for hver sin branche uden at miste fokus eller gå på kompromis med nærheden.
Nærheden til virksomhederne er god
Adgangen for den private investor til de nordiske virksomheder adskiller sig ikke meget fra de danske virksomheder. Regnskaber og nyheder udsendes på engelsk, lige som man via de samme nyhedsmedier kan følge virksomhederne tæt. Mange banker i Danmark udsender analyser på nordiske virksomheder, og de kan handles i de fleste netbanker.
Det større univers ændrer dog ikke ved, at man som investor skal være komfortabel med den enkelte virksomheds fundamentale udsigt (strategi, brancheudsigter og ledelse mv.) samt ikke mindst den prisfastsættelse, som aktiemarkedet vælger at sætte på fremtidens indtjening og cashflow.
I&T’s aktiestrategi bygger således på at investere i nordiske virksomheder på basis af den enkeltes langsigtede fundamentale udvikling uden hensyn til størrelse, branche og lignende. Det kræver en tæt opfølgning og jævnlig kontakt til virksomheder og analytikere, lige som et mangeårigt kendskab til brancher, ledelse og eventuelle storaktionærer er væsentligt.
Bemærk: Ovenstående er ikke en anbefaling om køb eller salg af de nævnte værdipapirer. Vores investeringsansvarlige bekræfter, at holdningerne i nyhedsbrevet afspejler deres personlige synspunkter. I I&T har vi ingen interesse i at omsætte værdipapirer, og vi har udarbejdet interne regler for at forebygge og undgå interessekonflikter ved investering i de nævnte selskaber. Der kan være medarbejdere i I&T, der har dispositioner i de værdipapirer, der nævnes i dette nyhedsbrev. Læs i øvrigt vores generelle disclaimer her.