Positive nøgletal trods usikkerhed om valget i USA
Den 8. november 2016
Investering & Tryged17. oktober 2022https://i-t.dk/nyheder/positive-noegletal-trods-usikkerhed-valget-usa/
Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed A/S
Usikkerheden op til det amerikanske valg er højere end nogensinde. Selvom Hillary Clinton ses som favorit, og aktiemarkederne til dels har indregnet hendes sejr, kan det bestemt ikke udelukkes, at det specielle amerikanske valgsystem betyder, at Donald Trump løber af med sejren. Svingstaterne afgør valget, og et gæt på valgets sejrherre minder om et spil ”plat eller krone”.
I I&T har vi en langsigtet tilgang til investering og baserer ikke vores beslutninger på et væddemål, som præsidentvalget. I stedet følger vi hele tiden med i forskellige økonomiske nøgletal og markedstrends, og de seneste økonomiske indikatorer tyder på en vis bedring i de store globale økonomier. Samtidig viser signalerne fra flere af de virksomheder, vi har været i kontakt med, at juli måneds ”BREXIT-forskrækkelse” er afløst af højere aktivitet i august og september. Samlet set kan der ses en vis optimisme som dog p.t. overskygges af præsidentvalget og de stigende lange renter.
Spirende optimisme
Renterne er steget moderat siden juni måned, og i I&T tolker vi netop rentestigningen som et tegn på, at markedet er blevet mere optimistisk med hensyn til vækst og ikke mindst inflation. En hurtig og/eller markant rentestigning vil ikke være positivt, blandt andet fordi det vil gøre det dyrere for selskaberne at låne penge, og det kan sætte den spirende vækst i stå. Men så længe stigningen fortsætter i et behersket tempo er vi ikke bekymret for en negativ effekt på aktier og erhvervsobligationer. Tværtimod kan det være et sundt tegn på, at økonomien er mere stabil og selvbærende.
Siden før BREXIT-afstemningen har vi været afventende på de generelle aktiemarkeder. Den seneste tids kursfald på aktiemarkederne har imidlertid også ramt flere af vore nordiske aktieinvesteringer, og det vil vi udnytte til at købe op i aktier i den kommende periode – blandt andet i vores kapitalforening I&T Aktier, der har ligget med en del kontanter. Samtidig vil vi udnytte den spirende optimisme og de lidt lavere priser på aktier til en opjustering af vore kunders aktiebeholdning, sådan at vi kommer tættere på den neutrale fordeling mellem aktier og obligationer, som den enkelte kunde ønsker. Investeringerne vil som altid ske under hensyntagen til de givne markedsforhold og -muligheder og vil strække sig over den kommende periode. Det kan nemlig ikke udelukkes, at en overraskelse i form af sejr til Trump eller eventuelt sejr til Clinton men mindretal til demokraterne i både Senatet og Kongressen kan medføre en negativ reaktion på markederne.
Bemærk: Ovenstående er ikke en anbefaling om køb eller salg af de nævnte værdipapirer. I I&T har vi ingen interesse i at omsætte aktierne, og vi har udarbejdet interne regler for at forebygge og undgå interessekonflikter ved investering i de nævnte selskaber. Læs i øvrigt vores generelle disclaimer.