Regnskaber og centralbanker fylder agendaen

Denne uge har budt på det største fald og den største stigning i C20 Caps historie. Det siger en del om, hvorledes markedet opfører sig for nuværende, og også noget om hvor svært det kan være at navigere i. Det gælder derfor om at holde fokus på målet.

Det er umuligt for os at forudsige, hvad der sker fra dag til dag i øjeblikket, så i stedet bruger vi tiden og ressourcerne på at følge udviklingen tæt og løbende vurdere, om der for alvor er rykket ved virksomhedernes muligheder for at levere et fornuftigt afkast, eller om de faldende kurser er en god købsmulighed.

Vi har generelt valgt delvist at rebalancere porteføljerne, så de til stadighed afspejler den sammensætning, som vi egentlig igennem hele perioden har ment, er den rigtige. Vi mener således, at kursfaldene i mange tilfælde er overgjorte, og køber derfor forsigtigt ind løbende – i de store, stærke virksomheder, som vi fortsat tror på. Vi ser ikke noget i de underliggende nøgletal, der har ændret vores syn på dette, men vi er naturligvis meget ydmyge over for så store bevægelser i et marked, der forekommer os at være endog meget psykologisk drevet.

Regnskabslæsning – en noget blandet fornøjelse

For aktieinvestorerne har der ikke været megen hjælp at hente fra de regnskaber, der er kommet indtil nu. Stemningen på aktiemarkedet er p.t. så sort, at selv gode regnskaber og resultatforventninger ikke tillægges nogen vægt. De konjunkturafhængige virksomheder har det fortsat svært, og den organiske vækst i omsætning og ordreindgang udebliver.

Det er der ikke så meget nyt i, det er snarere endnu et tegn på, at verden har seriøse vækstudfordringer. Det ses i A.P. Møller-Mærsks regnskab og i flere af de store svenske industrikoncerner. Men ledelserne optimerer, og der genereres store frie cashflows, som i vid udstrækning tilbagebetales til aktionærerne eller anvendes til opkøb. Aktiekurserne afspejler efter vores opfattelse for en stor dels vedkommende vækstudfordringerne, men set på den lidt længere bane kan der netop nu gøres billige køb, når ingen vil eje aktierne. Men vær kvalitetsbevidst!

Regnskaberne fra en række af de virksomheder, hvori vi har valgt at investere i obligationer frem for aktier, bekræfter vores antagelse om, at ledelsen er pro obligationsinvestorerne og i mindre grad pro aktieinvestorerne. Det drejer sig eksempelvis om TDC, Volvo, Fiat og en række lidt mindre kendte selskaber. Flere af disse selskaber skærer kraftigt i dividenderne, og der arbejdes på at drive forretningen med mindre gæld. Et stærkt ”commitment” til obligationsinvestorerne kan vise sig at være guld værd i en periode, hvor top- og bundlinje presses af nuværende vækstudfordringer.

De nordiske banker står stærkt

Frygten for den europæiske banksektor har fået ny næring, og mange større bankers aktiekurser falder til niveauer, som ikke er set i mange år; Deutsche Bank, Credit Suisse samt de italienske banker er eksempler herpå. Vi tager det som et udtryk for, at den europæiske banksektor ikke for alvor har lagt krisen bag sig; men det har de i Norden. Vores investeringer i Danske Bank, Nordea og Spar Nord er eksempler herpå. Kapitalen er rigelig, og driften er i den grad blevet stabil og forudsigelig. Der tages ikke de samme markeds- og kreditrisici som tidligere, grundet offentlig regulering og ikke mindst aktionærkrav.

Bagsiden af den medalje er, at kapitalmarkederne mangler bankerne som aktører, hvilket mindsker likviditeten og øger kursudsvingene ganske markant. Vores tre nævnte banker handles under eller lidt over indre værdi, forrenter egenkapitalen med 10-12 % og returnerer, hvad der svarer til 7-10 % tilbage til aktionærer. På de nøgletal er det ganske fornuftige langsigtede investeringer.

Tale med en guldvægt i munden

Det var reelt set det, den amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, var tvunget ud i, i aftes. Og hun bestod velsagtens med en ganske flot karakter. Hun formåede at overbevise markedet om, at FED (den amerikanske centralbank) gjorde det rigtige, da de hævede renten for nylig, samt at retningen på renten stadig er opad – om end i yderst adstadigt tempo. Argumenterne, der blev brugt, var, at

1. Inflationsforventningerne på mellemlang sigt er intakte
2. Jobskabelsen i USA er god
3. Privatforbruget stadig er intakt

At tempoet for yderligere rentestigninger nok er sat lidt ned blev begrundet med situationen i Kina og ikke mindst den betydning, som det kan få for den amerikanske eksport. Skulle situationen ændre sig markant, blev der givet udtryk for, at FED vil være parat til igen at sænke renten. Afslutningsvis kan vi vel endnu engang konkludere, at verdens centralbanker forekommer at være meget klar, skulle der blive brug for det.

Men lad os håbe på, at verden igen en dag bliver normal, og økonomien kan stå på egne ben; indtil da må vi prise os lykkelige for centralbankerne, hvor den svenske her til morgen har sænket renten til -0,5 %, ja, negativ med 0,5%!