I&T Update

Trine turde tage risikoen

De fleste af os husker hende formentlig stadig fra skærmen. Trine Panum var siden opstarten på morgen tv på TV2 i 1996 og frem til 2013 en fast del af sendefladen på TV2, hvor hun som vært på mange slags programmer – lige fra morgennyheder til sport, diverse shows og Station 2 Efterlyst – er tonet frem på skærmen i den bedste sendetid. Nu om dage holder Trine Panum til i et lille butikslokale i Bagsværd Bymidte. Her dyrker hun den kunst og kreativitet, som egentlig altid har boet i hende. Og som hun i en alder af godt 40 år var risikovillig nok til at gå efter at leve af. Vi har besøgt Trine Panum i galleriet til en snak om at have overskud – mentalt og økonomisk – til at løbe en risiko i sit liv.

Trine Panums karriere i tv-branchen startede efter eget udsagn lidt som en tilfældighed – hun kom i praktik på TV Aalborg i forbindelse med sin uddannelse på Aalborg Universitet, og blev hurtigt fanget ind af stemningen. Og måske skinnede det også hurtigt igennem, at hun havde et særligt talent for at være på skærmen:

”Jeg kan vel kommunikere, og så tror jeg, jeg har en umiddelbarhed i forhold til det med at være på skærmen. Og så synes jeg, det var sjovt – og spændende. Jeg blev jo virkelig klogere på mange ting som nyhedsvært og det på trods af, at jeg med mine kun 26 år var en af de yngste i den rolle.”

Manden, moren og broren gav det sidste skub

Trine besad altså et særligt mod til at sætte sig selv i spil. Og det har hun nok altid haft, kombineret med en vis jysk pragmatisme. Hun søgte oprindeligt optagelse på en kreativ uddannelse efter gymnasiet men fik afslag og valgte derfor at gennemføre en universitetsuddannelse, blandt andet efter råd fra forældrene. Et valg hun på ingen måde fortryder:

”Tværtimod gav det mig en ballast og forståelse for at man skal dygtiggøre sig for at opnå sine mål”, siger hun.

Men drømmen om at lade det kunstneriske og kreative fylde mere bankede stadig på og under barslen med sit tredje barn blev det med større og større styrke:

”Jeg kunne mærke, at jeg godt kunne tænke mig, at noget var anderledes i mit liv. At være journalist på det niveau, jeg var, betyder, at man lever et travlt liv med mange deadlines og sære arbejdstider. Og jeg kunne mærke, at det gjorde noget godt for mig at komme ned i gear og have tid til at fordybe mig. Det her med selv at bestemme tempoet. Det var en af drivkræfterne. Og så var jeg som knap 40-årig åbenbart blev moden og gammel nok til at træffe den beslutning,” siger Trine med et smil.

Inden hun tog den endelige beslutning, havde Trine Panum naturligvis drøftet det med sine tre nærmeste ”rådgivere” – sin mand, der også er i tv-branchen og som sagde, ”jeg bakker dig op uanset hvad”. Så var der moren, der sagde, ”du ved, hvad du har – ikke hvad du får”. Og endelig den berømte lillebror, golfspilleren Søren Kjeldsen, der altid har gået efter sin drøm. Han sagde – ligesom Trines mand – at hun skulle gå efter det, hun drømte om. For hvad var det værste, der kunne ske? Så det gjorde Trine Panum. Hun gik efter drømmen og efter et par forventelige kritiske pip fra den etablerede kunstverden, er hun nu så stor en succes, at der er venteliste, hvis man ønsker at købe et af hendes malerier.

Mentalt og økonomisk overskud

”Det jeg ville med mit skifte i livet var i bund og grund at blive rigtig dygtig til at male. Og det er vigtigt for mig at holde fast i hele tiden at have lyst til at udvikle mig, være nysgerrig og turde gå nye veje – med farverne, teknikkerne, materialerne, men også med livet i det hele taget. Jeg synes, man skal turde spørge sig selv hvad der gør én glad og lykkelig. Måske skal man opgive nogle privilegier og komme lidt på glatis for at få skærpet sanserne. Det er med til at give indhold i livet,” siger Trine på et tidspunkt i samtalen og fortsætter: ”Man er nødt til at være lidt risikovillig, kaste tingene op i luften og turde drømme lidt mere.”

På et område i sit liv har Trine Panum dog aldrig været specielt risikovillig – nemlig i forhold til sin økonomi. ”Jeg er nok af den gamle skole, hvor man betaler lån ud først”, giver hun som forklaring på, at hun først for relativt nylig er begyndt at investere i aktier og andre værdipapirer.

Den forsigtige tilgang til penge betød, at hun havde nok startkapital til at kunne bruge et år på at få gang i sin karriere som kunstner – uden nødvendigvis at skulle have en indtægt. ”Det gav sikkerhed og ro i maven og hjalp selvfølgelig, da jeg skulle træffe beslutningen tilbage i 2013”, som Trine siger. Og posen med penge, er aldrig blevet brugt. Ikke en eneste krone:

”Det er lykkedes – med hårdt og dedikeret arbejde at skabe mig en sund forretning i galleriet, hvor jeg lever af min passion. Ingen har hjulpet mig økonomisk, det er jeg enormt stolt over’, tilføjer Trine.

Den fornuftige tilgang, hvor man ikke løber unødige risici, er da også det, Trine Panum fremhæver, når hun skal sige, hvorfor hun er kunde hos I&T:

”Det er jo penge, jeg har tjent, fordi jeg har knoklet med noget, jeg gerne vil lykkes med. Så det er vigtigt for mig at føle, at pengene bliver investeret klogt. Det handler om tillid”, siger hun og slutter af med en bemærkning om, at man skal være klar og have overskud – både mentalt og økonomisk – både når man investerer i værdipapirer, og når man investerer i sig selv.

Disclaimer

Bemærk: Investering er forbundet med risiko, og vi anbefaler, at du taler med en rådgiver, inden du investerer. Ovenstående er ikke en anbefaling om køb eller salg af evt. nævnte værdipapirer. Vores investeringsanvarlige bekræfter, at holdningerne i nyhedsbrevet afspejler deres personlige synspunkter. I I&T har vi ingen interesse i at omsætte værdipapirerne, og vi har udarbejdet interne regler for at forebygge og undgå interessekonflikter ved investering i de nævnte selskaber. Der kan være medarbejdere i I&T, der har dispositioner i de værdipapirer, der evt. nævnes i dette nyhedsbrev. Læs i øvrigt vores generelle disclaimer her og vores politik for behandling af personoplysninger her.