Uro i verden giver udsving på markederne

Det er nu næsten 4 uger siden Israel og USA påbegyndte deres koordinerede angreb på Iran, hvilket har udviklet sig til en regional konflikt med missilangreb, der påvirker flere af USA’s allierede i Mellemøsten. Samtidig er det energikritiske Hormuzstræde fortsat blokeret, hvilket har holdt priserne på olie, gas og øvrige råvarer på et højt niveau siden konfliktens begyndelse.

Markeder præget af nyhedsflow og kortsigtede udsving

Vi har set betydelige udsving i markederne fra dag til dag. Meldinger om mulige forhandlinger har i perioder fået aktier til at stige og oliepriser til at falde, mens nye tegn på eskalering hurtigt har vendt stemningen igen. Det skaber et marked, hvor nyhedsflowet i høj grad styrer udviklingen på kort sigt, og hvor bevægelserne kan virke tilfældige fra dag til dag.

Energiprisen er vigtigste faktor

Den vigtigste økonomiske effekt af konflikten ses i energipriserne. Når olie- og gaspriser stiger, påvirker det virksomhedernes omkostninger og husholdningernes købekraft. Hvis energipriserne forbliver høje over en længere periode, kan det føre til højere inflation og lavere økonomisk vækst. Historisk har længerevarende energichok haft netop denne effekt, hvor økonomien gradvist mister momentum, hvis usikkerheden trækker ud. Hormuzstrædet er også en vigtig transportrute for fødevarer. En længere konflikt  vil også kunne presse priserne opad.

Kilde : Infront

Udsigterne afhænger af konfliktens udsving

Ser vi fremad, er udviklingen i konflikten fortsat den største usikkerhedsfaktor. Hvis der opnås en politisk løsning, og energiforsyningerne gradvist normaliseres, vil olie- og gaspriserne sandsynligvis falde tilbage. Det vil kunne lette presset på inflationen og samtidig understøtte både vækst og aktiemarkeder.

Et glimt af dette scenarie så vi, da Donald Trump meldte ud, at angreb på iransk energiinfrastruktur ville blive sat på pause som led i mulige forhandlinger.

Kilde : Infront

Markedsreaktioner viser høj politisk følsomhed

Markederne reagerede straks positivt: olieprisen faldt markant, og det danske aktieandel C25 steg i takt med, at investorerne kortvarigt begyndte at indregne en hurtigere afspænding. Bevægelsen blev dog hurtigt delvist trukket tilbage, da Iran efterfølgende afviste, at der reelt var tale om forhandlinger.

Bevægelsen illustrerer, hvor følsomme markederne i øjeblikket er over for politiske udmeldinger, og hvor hurtigt forventningerne kan ændre sig. Det understreger også, at en væsentlig del af de nuværende markedsbevægelser drives af forventninger til konfliktens varighed snarere end af ændringer i de underliggende økonomiske forhold.

Risikospredning og langsigtet disciplin i et uroligt marked

Samlet set befinder vi os derfor i et marked, hvor usikkerheden fortsat er høj, og hvor udsvingene kan være større end normalt. Erfaringen viser dog, at perioder med geopolitisk uro typisk er midlertidige, og at markederne gradvist stabiliseres, når der skabes større klarhed om situationen. Vi har dog samtidig en opmærksomhed på at situationen ikke kan sammenlignes med konflikten i Venezuela. Både økonomisk og politisk er denne konflikt i en anden kategori. Ingen har dog interesse i en langvarig konflikt.

For investorer betyder det, at det fortsat er vigtigt at bevare et langsigtet fokus og fastholde en bredt sammensat portefølje. I perioder som denne er det ofte disciplin og diversifikation, frem for hurtige ændringer, der giver det mest robuste grundlag for at navigere gennem uroen.

Derfor har vi i Investering & Tryghed vurderet, at situationen, endnu ikke, kalder på større omlægninger af porteføljerne. Vi har alene foretaget mindre tilpasninger inde i fondene.

Kontakt os

Hvis du har spørgsmål til eller ønsker en gennemgang af din portefølje, er du naturligvis velkommen til at tage fat i en rådgiver.


DISCLAIMER
Bemærk: Investering er forbundet med risiko, og vi anbefaler, at du taler med en rådgiver, inden du investerer. Historiske og forventede afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Ovenstående er ikke en anbefaling om køb eller salg af evt. nævnte værdipapirer. Vores investeringsanvarlige bekræfter, at holdningerne i nyhedsbrevet afspejler deres personlige synspunkter. I Investering & Tryghed har vi ingen interesse i at omsætte værdipapirerne, og vi har udarbejdet interne regler for at forebygge og undgå interessekonflikter ved investering i de nævnte selskaber. Der kan være medarbejdere i Investering & Tryghed, der har dispositioner i de værdipapirer, der evt. nævnes i dette nyhedsbrev. Læs i øvrigt vores generelle disclaimer og vores politik for behandling af personoplysninger.


© Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed A/S – CVR-nr. 19752305