Er AI på vej ind i en boble?

Spørgsmålet om, hvorvidt en mulig tech-boble er på vej, fylder meget – også blandt kunder i Investering & Tryghed. Det korte svar er ”ikke nødvendigvis”, men udviklingen betyder, at det er vigtigt at forholde sig aktivt til sine investeringer og sit aktuelle risikoniveau. Værdiansættelsen af de største AI- og tech-selskaber er steget markant. Blandt andet på grund af kraftig efterspørgsel og investeringslyst, som også har drevet indtjeningsforventningerne højere. I sidste ende bliver den afgørende faktor, hvorvidt selskaberne kan omsætte investeringerne til vedvarende indtjening.

Selvom en tommelfingerregel siger, at investering i passive ETF’er er en god måde at sprede sine investeringer og risiko på, så understreger virkeligheden lige nu, hvor vigtigt det faktisk er at forholde sig aktivt til sin portefølje. For som investor i et bredt, globalt indeks har mange i øjeblikket en langt tungere eksponering mod AI og teknologi, end de tror. De fem selskaber, Nvidia, Microsoft, Meta, Amazon og Alphabet, udgør eksempelvis alene godt 26% af det amerikanske S&P500-indeks*. Og ejer man nogle af disse aktier ved siden af en global ETF, bliver koncentrationsrisikoen hurtigt høj.

Hvad betyder det for dig som investor?

Spekulation omkring en eventuel AI/tech-boble bør imidlertid ikke få dig til at sælge alle dine aktier. Sektoren udgør kun en del af markedet, og det vigtigste er fortsat, at din portefølje er robust, veldiversificeret og passer til din risikoprofil. Hvis du er bekymret for, om din eksponering mod kunstig intelligens og teknologi er for høj, kan du med fordel – og gerne i samarbejde med en rådgiver:

  • Gennemgå din portefølje – særligt dine ETF’er og passivt forvaltede fonde.
  • Rebalancere, hvis enkelte positioner har vokset sig meget store.
  • Investere ud fra fakta – ikke hype, følelser eller andres historiske afkast.
  • Sikre, at du også har eksponering mod kvalitetsaktier, der ikke er afhængige af de store amerikanske tech-giganter.

Hvordan har vi tilpasset porteføljerne?

For at mindske koncentrationsrisikoen i Investering & Trygheds porteføljer har vi i årets løb justeret på flere måder:

  • Vi har reduceret eksponeringen mod AI og teknologi – ikke ved at fravælge området, men ved at undgå, at det dominerer.
  • Vi har øget andelen af kvalitetsselskaber inden for industri og sundhed, som nyder godt af den øgede produktivitet, men ikke selv skal finansiere den direkte.
  • Vi balancerer den brede globale base og supplerer det amerikansk-dominerede marked med udvalgte investeringer i Norden og Emerging Markets.

På den måde skaber vi mere robuste porteføljer, hvor afkastet ikke afhænger af udviklingen i få meget store selskaber eller enkelte sektorer, samtidig med, at vi fastholder et stærkt langsigtet afkastpotentiale for dig som kunde.

Kontakt os

Hvis du vil vide, om AI fylder for meget (eller for lidt) i din portefølje, eller har du spørgsmål omkring optimering af dine økonomiske forhold, er du altid velkommen til at tage fat i en af Investering & Trygheds rådgivere på [email protected] eller 96 27 10 00.

*Kilde: Bloomberg pr. 24.11.2025


DISCLAIMER
Bemærk: Investering er forbundet med risiko, og vi anbefaler, at du taler med en rådgiver, inden du investerer. Historiske og forventede afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Ovenstående er ikke en anbefaling om køb eller salg af evt. nævnte værdipapirer. Vores investeringsanvarlige bekræfter, at holdningerne i nyhedsbrevet afspejler deres personlige synspunkter. I Investering & Tryghed har vi ingen interesse i at omsætte værdipapirerne, og vi har udarbejdet interne regler for at forebygge og undgå interessekonflikter ved investering i de nævnte selskaber. Der kan være medarbejdere i Investering & Tryghed, der har dispositioner i de værdipapirer, der evt. nævnes i dette nyhedsbrev. Læs i øvrigt vores 
generelle disclaimer og vores politik for behandling af personoplysninger.


© Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed A/S – CVR-nr. 19752305