Mere politisk uro end markedsuro

3. marts 2025

Det har været svært at undgå fredagens dramatiske forestilling i Det Hvide Hus, hvor den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky mødtes med præsident Donald Trump, flankeret af vicepræsident JD Vance. Mødet har skabt en bølge af reaktioner og vidt forskellige fortolkninger. Nogle ser Zelensky som respektløs og utaknemmelig, idet han ikke forstår, hvor heldig han er at have USA ved sin side. Mens andre betragter optrinnet som et iscenesat realityshow, hvor amerikanske amatørpolitikere forsøger at legitimere et tættere samarbejde mellem USA og Rusland. Sandheden ligger sandsynligvis et sted midt imellem. Men én ting står klart: Mødet mellem Trump og Zelensky har skabt mere usikkerhed end klarhed.

Spørgsmålet er, om Trump bevidst skaber uro for at presse sine omgivelser til at reagere, særligt EU, som han mener bør tage større ansvar? Eller søger han reelt bare en ”elegant” exit fra våbenhvileaftalen, fordi han har indset, at Ukraines ressourcer ikke kan leve op til de USD 500 mia. han tidligere har argumenteret for?

Uanset om håndteringen af mødet var et strategisk træk eller impulsive reaktioner, så har Donald Trump igen placeret sig centralt på verdensscenen med sin støjende personlighed. Med hans forkærlighed for ekstreme holdninger og simple løsninger på komplekse problemstillinger er det let at lade sig distrahere fra sagens kerne. Men selv om det både er fristende og interessant at kaste sig ud i en analyse af Donald Trumps motiver og hans afslappede forhold til fakta, så handler det, for os, om at se gennem støjen og vurdere de finansielle konsekvenser, så vi kan forberede os bedst muligt på fremtiden.

Europa vågner op

Trump har en pointe: Det er på tide, at Europa viser reel handlekraft. Stadig mere tyder på, at de europæiske ledere endelig er ved at indse det. Opbakningen fra vælgerne er også blevet mere tydelig, hvilket gør det politisk mindre risikabelt at træffe de nødvendige beslutninger.

EU har i årtier fungeret som en sovende kæmpe. For fra at være verdens største økonomi, har EU været tilskuer til USA’s magtdemonstration siden 2008, og befinder sig nu i et kapløb med Kina om andenpladsen. Polens premierminister og tidligere formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, ramte hovedet på sømmet, da han forud for søndagens møde i London udtalte: ”Europe has woken up and is slowly realizing the paradox of 500 million Europeans asking 300 million Americans to defend them from only 140 million Russians.”

Samtidig er det værd at bemærke, at den russiske økonomi er hårdt presset efter tre års krigsførelse mod en ukuelig ukrainsk befolkning. Den amerikanske økonomi er heller ikke uden udfordringer og er blandt andet tynget af en voksende gældsbyrde.

Europas første reaktion

Søndag aften kom de første europæiske reaktioner på det skelsættende møde i Washington. I stedet for at kritisere Trump og Vance direkte valgte europæiske ledere at fokusere på et styrket samarbejde og fortsat støtte til Ukraine. Den britiske premierminister Keir Starmer annoncerede et lån på £1,6 mia. til Ukraines luftforsvar, og for at undgå lammende beslutningsprocesser vil der blive arbejdet mod en ”koalition af de villige”. Desuden skal Det Europæiske Råd samles torsdag for at drøfte en militærpakke på €20 mia. samt mere lempelige finanspolitiske rammer.

Signalet til de finansielle markeder

For de finansielle markeder sender disse udviklinger et klart signal: Europa vil ikke længere lade sig styre af usikkerhed. I stedet tages der reelle skridt mod langsigtede, holdbare løsninger. Som investor kan det betyde en ny fase, hvor europæisk handlekraft får større betydning for økonomiske beslutninger. Udover en øget satsning på energi, teknologi og forsvarsindustri, så kan udviklingen meget vel bidrage yderligere til, at europæiske aktiver kan blive endnu mere attraktive for investorer.

Vores holdning er, at vi meget vel kan stå ved begyndelsen af en ny økonomisk og politisk æra i Europa. Winston Churchill sagde det således:

“Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning.”

Selvom situationen er alvorlig, har hverken USA, Rusland eller Europa interesse i en yderligere eskalering. Rusland er presset, Trump vil undgå en styrket russisk-kinesisk alliance, og Europa er endelig ved at vågne op til sin rolle i verdensordenen.


DISCLAIMER
Bemærk: Investering er forbundet med risiko, og vi anbefaler, at du taler med en rådgiver, inden du investerer. Historiske og forventede afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Ovenstående er ikke en anbefaling om køb eller salg af evt. nævnte værdipapirer. Vores investeringsanvarlige bekræfter, at holdningerne i nyhedsbrevet afspejler deres personlige synspunkter. I Investering & Tryghed har vi ingen interesse i at omsætte værdipapirerne, og vi har udarbejdet interne regler for at forebygge og undgå interessekonflikter ved investering i de nævnte selskaber. Der kan være medarbejdere i Investering & Tryghed, der har dispositioner i de værdipapirer, der evt. nævnes i dette nyhedsbrev. Læs i øvrigt vores generelle disclaimer og vores politik for behandling af personoplysninger.


© Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed A/S – CVR-nr. 19752305