6. februar 2025
Den svenske storbank SEB holder hvert år en konference med deltagelse af 150 nordiske selskaber og cirka 1500 investorer – inklusive aktieteamet i Investering & Tryghed. De bruger anledningen til at runde 2024 af, men også til at tage temperaturen hos de nordiske selskaber: Hvordan ser de på fremtiden, og hvad siger disse indsigter om potentialet i nordiske aktier de kommende år?
Generelt har 2024 været et svært år for nordiske aktier i forhold til globale og især amerikanske aktier. Udviklingen har særligt været præget af de amerikanske aktier, som på nuværende tidspunkt udgør mere end 70pct. af globale aktier. Det er især teknologiaktierne, der har præget udviklingen og skabt en stor del af de afkast, der i årets løb er blevet genereret i USA.
I 2024 har Norden ikke haft samme medvind, og kigger man på regionen som helhed, har det med et samlet afkast for MSCI Nordic 10/40 på 0,3 pct. ikke været specielt godt år for nordiske investorer.
Med en selektiv tilgang og en omhyggelig screeningsproces har der dog været mulighed for at foretage nogle solide investeringer med et attraktivt afkastpotentiale alligevel. Det ses blandt andet i I&T Aktier, som trods udfordringerne i det brede nordiske indeks har givet et afkast på 8,2 pct. til sine investorer.
I de seneste år har især svensk økonomi, som er regionens største, været hårdt ramt af stigende renter, hvilket også har afspejlet sig i realøkonomien. Svenskerne har i en årrække oplevet, at de blev fattigere og fattigere, og at deres disponible indkomst blev lavere.
Her i 2025 ser situationen dog anderledes ud. Renterne er på vej ned, og mange svenskere har oplevet en pæn fremgang i reallønnen. Dertil er inflationen på vej ned, og huspriserne er begyndt at stige igen. Den svenske regering har også annonceret reformer for i alt 60 mia. svenske kroner til bl.a. lavere skat og øgede offentlige investeringer. Derfor står vi faktisk nu et sted, hvor der begynder at komme mere gang i den svenske økonomi.
Kilde: SEB Strategy & Economic Research, SEB Strategy Research
Også i forhold til BNP er Norden på vej ind i en periode præget af vækst. De seneste mange år har USA været verdens vækstlokomotiv, men det kommer sandsynligvis til at ændre sig, og i løbet af de næste år er forventningen i markedet, at man her kun vil se en vækst på 2 pct. Tendensen er endnu mere udtalt i Europa, hvor den samlede vækst i BNP forventes at ligge omkring 1 pct.
Det betyder, at Norden som region forventes at vokse hurtigere end både USA og Europa, og det skaber gode forudsætninger for, at de nordiske selskaber fremover vil ligge i front i forhold til indtjeningsvækst.
De store nordiske selskaber forventes at øge indtjeningen med 6pct. i 2025, og i 2026 vil den forventede vækst være omkring 13 pct. De mindre nordiske selskaber forventes at vokse med omkring 14 pct. i både 2025 og 2026 drevet af en højere eksponering til de hjemlige økonomier end de store globale selskaber typisk har. Til sammenligning forventer vi, at indtjeningen i de 25 selskaber i I&T Aktier de kommende år vil stige med 15-16 pct årligt.
Udover virksomhedernes indtjening er, hvad man betaler for et selskab også et afgørende element i forhold til det samlede, langsigtede afkastpotentiale. Er prisen for den forventede indtjening for høj, risikerer man, at det sluger en stor del af afkastet på den lange bane.
Lige nu ser vi for eksempel, at prisen for indtjening i det amerikanske marked er relativt høj (i forhold til, hvor prisen har ligget historisk) og primært trukket af store teknologiselskaber som Nvidia, Microsoft og Meta, som efterhånden også udgør en stor del af det samlede indeks. Det betyder, at hvis man investerer i det amerikanske indeks S&P 500, har man også en meget høj eksponering mod teknologi. Det har mange investorer nydt glæde af i 2024, men man skal samtidigt være bevidst om, at det øger den såkaldte koncentrationsrisiko, og at den samlede portefølje bliver mere skrøbelig, end mange er klar over.
Passiv investering i et indeks giver derfor ikke længere den spredning, som mange tror, og mere end nogensinde før, er det nødvendigt at træffe nogle aktive valg for at finde lommer i markedet, som indeholder attraktive investeringsmuligheder med et højt indtjeningspotentiale, og hvor prisen er relativt lav i forhold til sit historiske niveau.
Disse muligheder finder vi lige nu i udpræget grad i Norden.
For hvor amerikanske og globale aktier lige nu er meget dyre i forhold til, hvor priserne har ligget tidligere, så handler de nordiske small cap-selskaber med meget stor rabat i forhold til deres historiske niveau.
I Investering & Tryghed ser vi derfor et stort potentiale i Norden, og mange investorer kan med fordel fremover tænke regionen mere ind i porteføljen – særligt fordi, der forventes en markant vækst i selskabernes indtjening, men også fordi aktiernes prissætning er knap så anstrengt, som er lige nu er i eksempelvis USA.
_____________________________________________________
Fakta om Investering & Trygheds nordiske fonde:
I&T Aktier er en koncentreret nordisk aktieportefølje. Den indeholder 20-25 håndplukkede aktier. Aktierne i porteføljen er ofte mindre selskaber, som ikke er alment kendt i den brede offentlighed, men hvor der er nogle interessante investeringsmuligheder.
Derudover udbyder vi fonden, I&T Nordiske Aktier Large Cap, som har omkring 40 positioner i større selskaber som eksempelvis Novo Nordisk og Coloplast.
Begge fonde er velegnede til investorer med en høj risikoprofil, som ønsker et højt forventet afkast og har en investeringshorisont på minimum 3-5 år. Fondene kan også med fordel indgå i en veldiversificeret portefølje bestående af forskellige aktivklasser med forskellige risikoprofiler.
___________________________________________________________
Få mere information
I Investering & Tryghed holder vi løbende øje med udviklingen på de finansielle markeder og med de udmeldinger, der kommer fra Det Hvide Hus i forhold til tariffer, og hvordan de påvirker efterspørgslen på nordiske varer. Det samme gør selskaberne, og de er generelt enige i vores konklusion om, at der er et stort potentiale i Norden. Derfor er de også over en bred kam mere optimistiske i deres forventninger til udviklingen i Norden de kommende år, end de var på samme tidspunkt i 2024.
Har du spørgsmål til indholdet i denne artikel eller lyst til at vide mere om dine muligheder for at investere i nordiske aktier, er du altid velkommen til at kontakte en rådgiver på 96 27 10 00 eller info@i-t.dk.
DISCLAIMER
Bemærk: Investering er forbundet med risiko, og vi anbefaler, at du taler med en rådgiver, inden du investerer. Historiske og forventede afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Ovenstående er ikke en anbefaling om køb eller salg af evt. nævnte værdipapirer. Vores investeringsanvarlige bekræfter, at holdningerne i nyhedsbrevet afspejler deres personlige synspunkter. I Investering & Tryghed har vi ingen interesse i at omsætte værdipapirerne, og vi har udarbejdet interne regler for at forebygge og undgå interessekonflikter ved investering i de nævnte selskaber. Der kan være medarbejdere i Investering & Tryghed, der har dispositioner i de værdipapirer, der evt. nævnes i dette nyhedsbrev. Læs i øvrigt vores generelle disclaimer og vores politik for behandling af personoplysninger.
© Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed A/S – CVR-nr. 19752305