Amerikanske aktie-afkast overstråler europæiske – men kun takket være dollarens himmelflugt

I 2022 har valuta-bevægelser indtil videre haft stor påvirkning på investorernes aktie-afkast. For en dansk investor vil en amerikansk portefølje af aktier have et betydeligt bedre afkast end en europæisk. Men det er ikke udtryk for, at amerikanske aktier i sig selv har klaret sig bedre.

Efter et fald på 25 pct. fra januar til medio juni, steg det amerikanske S&P 500 Indeks med 13 pct. frem til slutningen af juli. Aktiekursfaldet er dermed reduceret til 14 pct. Dette er vel og mærke billedet for en amerikansk investor, der har USD som hovedvaluta. Men som dansk investor i amerikanske aktier ender afkastet langt bedre. Dollaren er nemlig styrket betragteligt gennem 2022 – med hele 12 pct. over for euro og danske kroner. Stigningen har pyntet betydeligt på afkastet på dollar-aktier for en dansk investor. For S&P 500 løfter det eksempelvis aktieafkastet i år fra de -14 pct. til -2 pct.

Til sammenligning er danske og europæiske aktier – målt i lokal valuta – faldet med henholdsvis 11 pct. (C25-indekset) og 13 pct. (Eurostoxx 50).  For en dansk aktie-investor ser det ved første øjekast ud til, at danske og europæiske aktier dermed har klaret sig væsentligt dårligere end amerikanske aktier. Men det er altså fordi dollar-styrkelsen har boostet slutafkastet med mere end 10 pct. i de amerikanske aktiers favør for den danske investor.

Dollarstyrkelsen er rekordhøj

Dollarstyrkelsen gør altså hele forskellen. Og en dollar-styrkelse som den, vi har været vidne til i 2022, er ikke hverdagskost. Vi skal tilbage til 2014 for at finde en tilsvarende styrkelse på så kort tid. Dollarens himmelflugt er en konsekvens af, at USA har haft både høj vækst og høj inflation. Den amerikanske centralbank har forsøgt at bekæmpe inflationen med rentevåbnet mere aggressivt end i andre lande – herunder Europa. Dertil kommer at investorer ofte søger mod ’sikre havne’, når stormen rusker i de finansielle markeder. Disse faktorer har alle tiltrukket kapital til USA og styrket dollaren.

Konsekvenserne af dollarstyrkelsen er ikke bare mærkbar for danske investorer, men sætter markante aftryk mange steder i verden. I en lang række udviklingslande er gæld udstedt i dollar og bliver dermed vanskeligere at tilbagebetale for de pågældende stater. For lande, der handler med USA, bliver amerikanske varer dyrere at importere – og det bidrager til at øge inflationen i en række lande.

Valutabevægelsernes nulsums-spil

På selskabsniveau har styrkelsen især betydning for virksomheder, der opererer på de globale markeder, hvilket er tilfældet for mange af de primært nordiske virksomheder, som vi i Investering & Tryghed investerer i.

Kortsigtet har valutaudviklingen direkte indflydelse på en virksomhedsindtjening og på den længere bane påvirker valutaudviklingen indirekte virksomhedernes konkurrenceevne. En nordisk/europæisk virksomhed med omsætning i USA, vil alt andet lige øge opleve en omsætningsvækst på mere end 10 pct. Novo Nordisk, som omsætter stort i USA, bebudede da også forleden, at salget i USA var steget 24 pct. målt i faste valutakurser – men 36 pct. målt i danske kroner. Dette som følge af, at den højere dollarkurs medfører, at salget på det amerikanske marked omregnet i nordiske valutaer giver en højere værdi. Samtidig er konkurrenceevnen for mange af de nordiske selskaber forbedret  i forhold til amerikanske konkurrenter med en høj omkostningsbase i dollar.

Omvendt vil en amerikansk virksomhed med salg uden for USA opleve en negativ påvirkning på indtjeningen. Det store amerikanske medicinal selskab Johnson & Johnson nedjusterede eksempelvis i juli som følge af de store bevægelser på de globale valutamarkeder. Halvdelen af Johnson & Johnsons salg sker uden for USA.  Valutabevægelser er for verden et nulsums-spil. Er der en taber, er der også en vinder. Den europæiske storbank Credit Suisse vurderer, at en dollar-styrkelse på 8-10 pct. vil barbere 1 procentpoint af indtjeningen i selskaberne i S&P 500 indekset.

Hav øje for valuta-effekter, når du evaluerer din investering

Stærk vækst, høj inflation og centralbankernes ageren har sat retningen for dollaren i 2022 – og vil også gøre det i den kommende tid. Viser den kommendes tids økonomiske nøgletal, at Fed ikke er ved at få bugt med inflationen, og at væksten ikke bøjer af, vil dollaren kunne tage et yderligere nøk op. Men står vi i stedet for foden af en nedgang i amerikansk økonomi, hvor inflationen falder tilbage, vil det have betydning for centralbankens ageren – og dollaren vil formentlig bevæge sig nedad igen. Det vil få betydning for afkastet på amerikanske aktier for danske investorer. Valutabevægelser påvirker afkastene – og man bør holde skarpt øje med valutaens bidrag til afkastet, når man evaluerer sine investeringer, da valutaudviklingen kan camouflere den underliggende virksomhedsakties reelle udvikling.

Hos Investering og Tryghed udgør det nordiske marked en relativt større del af porteføljerne, og vi har både lang erfaring og meget positiv afkasthistorik med vores investeringstilgang på det nordiske marked.

Vi har også historisk oplevet perioder, hvor valuta-udviklingen betød væsentlige afkastforskelle på Investering & Trygheds afkast og de mere globale investeringsprodukter, der ofte har et større US- og dermed USD-fokus. Forskelle i afkast som følge af udviklingen i valutakurser kan både få den konsekvens, at det får Investering & Trygheds afkast til at se bedre ud men også dårligere. Dette alt efter om USD er steget eller faldet.

Som nævnt er valuta dog i sidste ende et nulsums-spil, da valutakurser som regel normaliserer sig over tid. Vi føler os derfor helt komfortable med, at nordiske virksomheder med deres gode selskabskultur, ofte globale omsætning og stærke governance har en stor plads hos os. Med både teori og erfaring in mente, er vi da også meget fortrøstningsfulde og ser positivt på fremtidsudsigterne for de nordiske selskaber i vores porteføljer.

 

 

DISCLAIMER

Bemærk: Investering er forbundet med risiko, og vi anbefaler, at du taler med en rådgiver, inden du investerer. Historiske og forventede afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Ovenstående er ikke en anbefaling om køb eller salg af evt. nævnte værdipapirer. Vores investeringsanvarlige bekræfter, at holdningerne i nyhedsbrevet afspejler deres personlige synspunkter. I Investering & Tryghed har vi ingen interesse i at omsætte værdipapirerne, og vi har udarbejdet interne regler for at forebygge og undgå interessekonflikter ved investering i de nævnte selskaber. Der kan være medarbejdere i Investering & Tryghed, der har dispositioner i de værdipapirer, der evt. nævnes i dette nyhedsbrev. Læs i øvrigt vores generelle disclaimer og vores politik for behandling af personoplysninger.


© Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed A/S – CVR-nr. 19752305